Danish.Care indgår samarbejde med den tyske cluster-organisation Care for Innovation
Danish.Care har netop indgået samarbejde med Care for Innovation, en tysk cluster-organisation for innovation. Samarbejdet har til formål at styrke kendskabet til hjælpemidler og velfærdsteknologi på tværs af den dansk-tyske grænse.
Samarbejdet mellem Care for Innovation og Danish.Care kommer til at betyde en øget formidling af trends, markedsstrukturer og markedsmuligheder på det tyske marked til Danish.Cares medlemmer. Derudover vil samarbejdet på sigt medføre mulighed for deltagelse på relevante messer, konferencer og delegationer i Tyskland og det vil indebære invitationer til fælles arrangementer i form af f.eks. webinarer om markedsforhold og -muligheder.
Hvem er Care for Innovation?
Care for Innovation er en sammenslutning af unge, innovative virksomheder, som yder ekspertbistand til at mestre de udfordringer, som opstår i samfund med en voksende befolkningsgruppe af ældre. En række af Danish.Cares medlemsvirksomheder er også medlemmer af den tyske klynge; Wear&Care, DigiRehab, Crdl og Inmu Touch. Den bistand klyngen yder består af erfaringsudveksling og ekspertrådgivning, der understøtter den digitale transformation i sundhedsvæsenet.
Chefkonsulent Anders Lyck Fogh-Schultz udtaler følgende om samarbejdet:
”Værdien af det formelle crossborder-samarbejde imellem Care for Innovation og Danish.Care kan blive stor – vi vil komme til at knytte tættere bånd med den tyske klynge og det vil gavne medlemmer i begge organisationer. Vi ser meget frem til at præsentere de første arrangementer i samarbejdet.”
De arrangementer, som vil blive afholdt i forbindelse med samarbejdet, vil løbende blive præsenteret her i nyhedsbrevet og på vores hjemmeside.
Få mere information
Ønsker du at vide mere kan du kontakte chefkonsulent for velfærdsteknologi, innovation & startups Anders Lyck Fogh-Schultz på telefon +45 2299 3244 eller mail alfs@danish.care.