Danske Regioner: Vi skal have hurtig og ensartet adgang til hjælpemidler
Danske Regioner vil gøre op med sondringen mellem hjælpemidler og behandlingsredskaber, for at forhindre at borgere fortsat kommer i klemme i bevillingsprocessen. Det oplyser de i nyt udspil "Hurtig og ensartet adgang til hjælpemidler" som netop er udkommet.
Selvom over 300.000 danskere i dag har behov for hjælpemidler, er processen med at få bevilliget et hjælpemiddel ofte besværlig og fuld af hindringer for borgerne. Det skyldes primært, at lovgivningen differentierer mellem behandlingsredskaber, der er underlagt regional finansiering, og hjælpemidler, der er kommunalt ansvar. Denne opdeling er imidlertid hverken logisk i praksis eller gavnlig for borgerne. Det er ineffektivt og ressourcekrævende, at borgerne skal bruge tid på at returnere et behandlingsredskab til hospitalet efter endt behandling, kun for at ansøge om et tilsvarende hjælpemiddel i kommunen. Og borgerne kan ende i en klemme imellem to instanser som giver hinanden ansvaret for bevillingen.
"Borgerne skal have garanti for udlevering af de mest almindelige og simple hjælpemidler, når en sundhedsfaglig medarbejder har vurderet det gavnligt. Gerne gennem moderne hjælpemiddelcentre, der med effektive indkøb og god decentral service kan frigøre ressourcer, der i stedet kan bruges på borgerne." Sådan fremgår det af Danske Regioners udspil om hjælpemidler, som de udkom med her i december.
Danske Regioners forslag
Danske regioner foreslår en reform af området, som:
• Gør op med kassetænkning og ophæver den eksisterende skelnen mellem hjælpemidler og behandlingsredskaber.
• Gør de mest almindelige eller simple hjælpemidler frit tilgængelige, hvis der er en sundhedsfaglig begrundelse - uanset om det er en læge på hospitalet eller en ergoterapeut i kommunen, der vurderer behovet.
• Samler ansvaret for hjælpemidler i fem driftsenheder, som med moderne logistik, distribution og effektive indkøb kan levere ensartet service af høj kvalitet uanset, hvor i landet borgeren bor.
Sådan fremgår det af deres nye udspil "Hurtig og ensartet adgang til hjælpemidler".
Ansvar samlet i fem centre
Ved at samle ansvaret for hjælpemidler kan processerne omkring udlevering, reparation og indsamling blive mere enkle og sammenhængende. Danske Regioner foreslår oprettelse af fem hjælpemiddelcentre, der regionalt kan sikre ensartethed på landsplan, klare ansvarsfordeling og have et sundhedsfagligt grundlag. Ved at koncentrere opgaverne i disse centre opnås tilstrækkelig volumen og kapacitet, hvilket muliggør moderne logistik og distribution. Dette gør det muligt at levere hjælpemidler lokalt, enten på hospitalet eller direkte i borgerens hjem. Alternativt kan centrene etableres som selskaber, finansieret i fællesskab af kommuner og regioner.