Vaccinationsplan for branchens medarbejdere, der udfører kritiske funktioner i kommuner og regioner
Danish.Care opfordrer til, at udvalgte medarbejdere i hjælpemiddelindustrien, der arbejder for og sammen med kommuner og regioner om at udføre kritiske funktioner, inkluderes i Covid-19 vaccinationsplanens kategori 4: ”Personale i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion.”
Medarbejderne arbejder dagligt med sårbare borgere på både landets plejehjem, i borgeres private hjem, på sociale institutioner samt andre steder i sundhedsvæsenet. Det drejer sig f.eks. om teknikere og konsulenter, der leverer og tilpasser f.eks. kørestole, plejestole, senge, positioneringsudstyr, toilet-bad- og hygiejne-produkter, proteser og andre former for hjælpemidler og medicinsk udstyr. Brugerne er f.eks. ældre borgere eller personer med handicap som sklerose, CP, muskelsvind, amputationer m.m.
Efter vores opfattelse og i hverdagens arbejde, er disse udvalgte privatansatte medarbejdere, at sidestille med personale i sundheds-, ældre- og socialsektoren.
Vi ønsker alle at minimere smitterisici og vi ønsker at kunne opretholde services og livskvalitet for udsatte borgere og brugere af hjælpemidler uden smitterisici for hverken borgere eller medarbejdere.